mandag den 23. december 2013

24 december 2013


Skrevet af Rikke Kaalund/kaal 24. december 2013
Møgvejr var det. Regnen piskede ned, og det stormede. Anemone og Gitte piskede også rundt for at nå det hele, inden de skulle mødes senere på dagen til juleaften med deres børn.
Magnus var nu konfirmeret, hvilket havde sat præg på det forgangne år. Isabella var lige blevet 6 år, og var startet i 0c. Anemone og Gitte, havde stået faddere til hinandens børn, og fulgte dem tæt – især i de seneste år.
Magnus´ konfirmation havde været en prøvelse. Både Jakob, Gitte og Anemone havde siddet til højbords. Månederne op til Magnus´store dag havde for Gitte havde været præget af usikkerhed og bekymring for hvordan dagen skulle gå. Hun havde fået gennemtrumfet at Jakobs kone ikke skulle med til festen. Hun kunne ikke fordrage hende og hendes korrekthed. Og det kunne Magnus vist nok heller ikke.
Henrik var også inviteret. Han var blevet en ven af familien, trods hans særheder var Gitte kommet til at holde af ham. Han var kommet direkte fra lufthavnen, og med sin sædvanlige mangel på situationsfornemmelse havde han købt en Iphone 5 til Magnus. Gitte synes, at det var alt for meget, og Jakob rynkede på næsen. Den gave overgik gaverne fra både forældre og bedsteforældre i værdi. Magnus var lykkelig! Henrik blev og hjalp med at rydde op, da Jakob listede af efter skrub-af maden. De talte lige så godt sammen som altid, de havde også fulgt hinanden tæt via Skype og Facebook. Henrik var nu udstationeret i Singapore. Der havde han fundet nye forretninger, så han havde ikke brug for Gittes hjælp til at hente pakkere længere. Selvom pengene havde været gode, var Gitte også lettet. Hun kunne jo godt fornemme, at det i hvert fald ikke var noget, hun skulle tale for højt om. Og de dyre gaver fik hun og Magnus jo alligevel.

Henrik kunne blandt andet fortælle, at Tommy nu var ansat i jobprøvning på et misbrugscenter. Han havde været clean et år på det tidspunkt. Det var efterhånden gået op for Gitte, at Tommy og Henrik havde fundet sammen igen omkring misbrug og salg af kokain. Henrik havde levet jetset-livet, hvor kokain var en del af en festlig aften. I modsætning til Tommy havde han formået at holde forbruget på et niveau, hvor det ikke blev opdaget og hvor han stadig kunne passe sit job. For Tommy derimod havde det medført, at han blev knaldet af politiet, havde været i fængsel af flere omgange og havde udviklet et misbrug, som han mistede kontrollen over. Gitte havde trods sine fordomme efterhånden forstået at Tommy havde nogle udfordringer i livet, som hun ikke selv havde, og som hun derfor i mange år ikke havde kunne forstå. Med hendes egen sygdom og sårbarhed, havde hun nu et noget andet syn på andre menneskers  svagheder.
Juleaften skulle fejres i Gitte og Magnus´ lejlighed. De to 40 –årige veninder havde aftalt, at det skulle være med fuld skrald. Kirkegang om eftermiddagen, and, brune kartofler, sovs, ris alamande og juletræ til loftet.

Anemone og Isabella ankom allerede om formiddagen, og så gik de i gang med arbejdet. Børnene blev placeret på Magnus værelse, der var fri adgang til alle elektroniske spilledimser, så de voksne kunne koncentrere sig om at skabe den perfekte juleaften for dem alle fire.
”Hvordan går det med Tommy og dig?”, spurgte Gitte, da de var blevet alene i køkkenet. Anemone svarede lidt nølende. De mødtes stadig af og til, men det blev mere og mere sporadisk. Deres affære var flere gange blevet afbrudt af Tommys fængselsophold og ”dårlige dage”, som han kaldte det. ”Hey! – du har ikke fortalt om postkortet, er det kommet?” afbryder Gitte. Anemone fortæller, at det er det ikke, og at det faktisk undrer hende.
Magnus og Isabella kom og afbrød, de keder sig. Anemone satte dem i gang med at pynte juletræet og lægge gaver under. Magnus brokkede sig noget, men bukkede sig for Isabellas begejstring.  Anden røg i ovnen, de hvide kartofler blev skrællet og fløden rørt i risengrøden fra i går. Så var det på med stadstøjet og af sted til kirken. Anemone og Gitte følte sig virkelig som gode mødre med fod på traditionerne, da de traskede afsted med to modvillige børn i vind og regn mod den lokale kirke.
Selvom der måske manglede lidt familiemedlemmer ved det store bord, var de to veninder godt tilfredse med deres indsats, da maden var spist, mandelgaven uddelt og gaverne åbnet. Isabella var ved at få nattøj på, da de ringede på døren. Gitte åbnede og udenfor stod to næsten to identiske julemænd med hver deres sæk og sagde Ho Ho Ho.

”Hvad fanden laver I?”, sagde Gitte med et opgivende smil og trådte et skridt tilbage, så julemændene kunne komme indenfor. Tommy og Henrik har også holdt jul sammen. Ingen af dem havde fået børn eller havde kærester lige nu, så de havde fået den gode ide at overraske Gitte og Anemone – under påskud af at komme med gaver til børnene.
Efter oprydning og putning af børnene satte de fire efterskolevenner sig med den dyre rødvin, Henrik havde haft med. ”Har I tømt julemandens sæk helt”, spurgte Henrik drillende. På bunden af sækken lå to små gaver og et kort. Hver af pigerne fik et smykke fra Flora Danica. Smukke blomstervedhæng i guldkæder. Det må være Henrik der står bag, nåede Gitte at tænke, inden Anemone udbrød ”Det her det gør I bare ikke! Hvad tænker I på?!” Hun havde vendt kortet, hvor der stod ”Glædelig jul til vores to blomster.”

”Det er sgu da ikke sjovt” fortsatte Anemone med lav stemme og tårer i øjnene.
”Vi kunne fandme ikke finde ud af at stoppe det igen”, sagde Tommy lavmælt. Gitte reagerede ved at blive rationel, skubbede rødvinsglasset fra sig, læne sig tilbage og forlange en forklaring, af de to mænd i deres bedste alder stadig halvvejs i ført julemandskostumer.
"Kan I huske min 17 års fødselsdag, dengang vi stadig gik på skolen” – starter Tommy forsigtig.  Det kan de alle – i hvert fald dele af den. ”Hold kæft, hvor var du fuld, Gitte”, kom det med et smørret grin fra Henrik. Han blev ignoreret af de andre, og Tommy fortsatte sin fortælling.

”Jeg var smaskforelsket i Anemone og ovenud lykkelig for at score dig”, sagde han med sit gamle skæve smil henvendt til Anemone. Hun smilede mildt tilbage. ”Jeg havde fået noget dope med fra en kammerat, som jeg tog da festen begyndte at ebbe ud. Mit hoved gik amok. Jeg troede fandme, at du ville rykke mine indvolde ud, Anemone. …. Jeg har aldrig kunne tale om det, og det har været en del af min dårlige samvittighed, som jeg har forsøgt, at dulme gennem alle årene. Nu er jeg – med en masse hjælp – nået så langt, at jeg skal videre med mit liv på en bedre måde. Jeg håber, at min fortælling til jer, kan hjælpe mig på vej – og måske også hjælpe jer videre. Undskyld for helvede.”
Der var tavshed lidt, så tog Anemone ordet. ”Tommy, jeg kan ikke huske, hvad der skete udenfor festlokalet, bare at jeg var bange, som jeg aldrig har været før …”.
Tommy slog blikket ned: ”Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at jeg tog kvælertag på dig, inden de andre vristede mig væk fra dig – jeg fik vist min første psykotiske oplevelse den aften. Jeg har nok arvet det karaktertræk fra min far, men det kan jeg jo ikke bruge til så meget”
Gitte hævede blikket. Noget af det, der var kommet tilbage til hende under hendes sang og i hendes drømme var Tommys øjne, fulde af vildskab og samtidig underligt tomme – og så Anemones skrig. For nogle år siden, da hun fortalte Anemone om det, havde hun genkendt den beskrivelse. Men de havde aldrig helt kunne stykke begivenhederne sammen til en meningsfuld sammenhæng. Gitte havde også spurgt sin moster, som kom og hentede hende den morgen. Med sin sædvanlige sans for overdrivelse havde hun beskrevet slåskamp, fulde børn og hysteri. Det havde ikke hjulpet Gitte til at forstå de konkrete begivenheder.

Henrik havde forholdt sig påfaldende tavs under Tommys fortælling. Han var ikke så god til at tale om følelser og de svære ting i livet. Han fik dog sagt ” Vi må nok bare leve med, at vi aldrig helt kommer til at huske og forstå, hvad der skete. Vi var for fulde og for stenede…”
De tre andre nikkede. Gitte hentede konfekt og pebernødder, som Isabella havde bagt i skolen. Tommy skænkede mere rødvin og Henrik gik ud for at hente en flaske vin mere.
Anemone drak lidt vin og fortsatte ”Men hvad så med de åndssvage postkort, har I haft noget med dem at gøre?” Tommy sendte Henrik et opfordrende blik men forblev tavs. Henrik ville skåle, men de andre reagerede ikke på hans opfordring og afventede, hvad han ville sige. ”Ja, det var jo mig … jeg … jeg kunne jo aldrig rigtig komme med ind i varmen i jeres gruppe. Sådan havde jeg det. Og så var det nok bare en noget misforstået måde at sikre mig, at du ikke glemte mig, Anemone… ”

Anemone kiggede ham direkte i øjnene ”Er du klar over, hvor bange jeg har været? Jeg har haft mareridt i flere år! De postkort og så den rædselsfulde aften …” Henrik undskyldte og prøvede at forklare, hvordan han havde følt sig mindre værd. Hvordan han aldrig var god nok. Han havde fået gode karakterer i skolen, men havde også følt, at det var det eneste, han kunne. Tommy havde brugt stofferne til at dulme de smerter livet gav. Henrik var blevet arbejdsnarkoman både på studiet og senere i arbejdslivet. Gennem årene var Tommy også blevet involveret i spøgen med postkortene. Det havde forekommet dem som en god idé – for Tommy især da Anemone begyndte at trække sig fra ham. Han ville have lidt af hende. For Gitte hang det stadig ikke sammen – ”Men hvem skrev de kort, det var ikke en af jer, kunne vi se på håndskriften??”  Henrik måtte igen forklare sig. Han fortalte, hvordan han som barn havde været meget alene. En af de ting han havde syslet med på sit værelse var at lære at skrive med både højre og venstre hånd. Han var aldrig blevet lige så god med venstre. Postkortene var skrevet med Henriks venstre hånd og afsendt fra ind- og udland, hvor han nu havde opholdt sig. En syg spøg, indrømmede han.    
Gitte var stadig ikke tilfreds … ”Og postkortet i aften, var det virkelig nødvendigt?” Den greb Tommy hurtigt, og forklarede at det var det! ”Piger, det kort var simpelthen min krog, min sikring for mig selv for at jeg fik fortalt jer alt det her i aften. Jeg frygtede, at Henrik ville være med på den, hvis jeg fik kolde fødder og opgav projektet.” Han smilede til Henrik, som nikkede medgivende med hovedet.               
Der bredte sig en stemning af tomhed og en underlig form for forståelse mellem dem. Tårerne løb lydløst ned af Anemones kinder. Det kunne Gitte ikke holde ud, hun rejse sig og råbte med halvhøj stemme: ”Gruppekram!” De lavede de samme indledende fagter og gruppekrammede hinanden, som de havde gjort det 1000 gange på efterskolen men aldrig siden. Mens de stod der i julenatten og holdt om hinanden, fulde af følelser og dyr rødvin, var der en der græd stille, en der anede håb forude, en der skammede sig og en der stille sang de første strofer af Kaj Munks smukke sang:

 
 
 

 

 

 

23. december 2012

Skrevet af Carina

Det var lillejuleaften og Gitte var trist og ked af det. For først gang skulle hun holde jul uden Magnus. Han skulle være hos sin far og farens nye kæreste. Anemones datter Isabella skulle også være hos sin far, så Gitte og Anemone havde besluttet at holde jul sammen. Anemones forældre skulle være på plejehjemmet hos hendes far og Gittes forældre var taget til Tenerife. Hvor var Gitte dog glad for at have Anemone. En juleaften helt alene havde været endnu mere trist at tænke på. 
Henrik havde ellers forsøgt at lokke Gitte til sydens sol og holde jul med ham. Efter de havde mødt ham i Tommys opgang sidste år ved denne tid, havde han kontaktet Gitte en del gange. De havde sendt mange mails og på det seneste var de også begyndt at Skype. Henrik var sød og charmerende synes Gitte, også selv om han ind imellem snakkede rigtig meget om sig selv og det liv han levede, som var så langt fra Gittes. Gitte hjalp ofte Henrik. Hun hentede pakker fra ham på posthuset, som en af hans venner så hentede hos Gitte nogle dage efter. Det var ikke noget stort arbejde for hende, men Henrik betalte hende godt for det. Pengene fik hun kontant. Det var rart, for hun måtte vist ikke tjene penge ved siden af de penge hun fik fra kommunen. De ekstra penge kunne gå til noget ekstra til Magnus. Han havde nået en alder hvor mærkerne på tøjet pludselig havde betydning.
Men det var nu samtalerne med Henrik hun holdt mest af. Han sagde så mange søde ting til hende, at hun var lækker, pæn, sød, sexet osv. Det var nogle år siden nogen havde sagt det til hende sidst. Hun var sidst i 30’erne, mærket af sin sygdom og alenemor – det var ikke nemt at finde en mand der kunne elske hende. Henrik gav hende den bekræftelse hun havde længtes efter i lang tid. De havde aftalt at tale sammen i aften, omkring kl. 20. Henrik skulle som altid ud i byen senere på aftenen.
Telefon bippede, det var en besked fra Anemone med et billede af årets postkort: ’Så er det kommet’ havde Anemone skrevet. Og som altid stod der bare: ’Glædelig jul, blomst.’
Hvor er det mærkeligt, tænkte Gitte. Den samme person har skrevet i hvert fald 2 postkort hvert år de seneste 19 år. Et til Anemone og et til Tommy. Hvorfor lige til de to?  Ville afsenderen minde dem om noget? Hvorfor vil afsenderen ikke lade os glemme, tænkte Gitte. Det er som om vedkommende holder øje, ikke for at gøre noget ondt. Bare minde os, eller egentlig bare Anemone og Tommy om at vedkommende holder øje.
Hun lod tankerne svæve tilbage til Tommys fødselsdag i 1990, det var 22 år siden nu og alligevel fylder det stadig hos både Anemone og Gitte.
Anemone og Tommy havde været sammen og været vågne hele natten. Gitte fik stadig dårlig samvittighed over at hun var faldet i søvn. Gitte havde dårlig samvittighed overfor Anemone, fordi der var sket Anemone noget den nat og Gitte havde ikke været der for at hjælpe hende. Hun havde sovet – sammen med Henrik. Eller det var hun i hvert fald helt sikker på. Han hjalp hende ned og ligge og han var ved siden af hende da hun vågnede, men hun vidste jo ikke om han havde været der hele tiden eller om han havde set hvad der skete i stuen.

Henrik ringede på Skype og Gitte kom hurtigt tilbage til nutiden og fløj hen til computeren. Dagens højdepunkt. De talte lidt om løst og fast og Gitte begyndte at fortælle Henrik om postkortet. Hun nåede ikke så langt i historien, før Henrik var nødt til at afslutte samtalen. Han havde en middagsaftale om lidt, sagde han. Han var klædt i en løs skjorte og var solbrun at se på, håret var lysnet af solen og Gitte smilede til ham og ønskede ham en glædelig jul. Henrik smilede tilbage og ønskede hende og Anemone en rigtig dejlig aften i morgen. Lige inden de slukkede for samtalen kiggede Henrik hende i øjnene og formede ordene med læberne og uden lyd: Glædelig jul, blomst – og forbindelsen blev afbrudt. 

søndag den 22. december 2013

22. december 2011

Skrevet af Marie B

Døren til kælderrummet stod på klem. Anemone trak sin sweater ned over hånden og tog i håndtaget. Inden for døren sad en kontakt, men Anemone var bange for at den bare pære i loftet ville virke for voldsomt i den mørke kælder. Hun tog hun sin mobil op af tasken, fandt lommelygte-appen og lod lyskeglen løbe en tur rundt i rummet.
-Her er ikke meget plads, sagde Anemone og vendte sig om mod Gitte, der stod bag hende.
-Vil du lyse for mig? Anemone rakte mobilen til Gitte. Lugten af fugt skurrede i næserne på dem.
Ud over at kælderrummet var lille, var det fyldt op med ting. Gamle malerbøtter, flyttekasser, en stol, der var i stykker, værktøj og der i hjørnet stod en kuffert. Mellem alt det gamle skrammel tegnede sig en sti hen til kufferten. 
Anemone gik de fire skridt over til kufferten mens Gitte lyste for hende. Kufferten lå ned, og lynlåsen var kun halvt lukket. Anemone åbnede det sidste stykke, slog låget op og kiggede ned. Der lå bunker af rudekuverter sirligt pakket i bundter med elastikker omkring. Hun tog et bundt op.
Gitte var kommet nærmere og lyste på det.
- Regninger, udbrød Gitte. Det er regninger.
-Se her, sagde Anemone, hun rodede blandt bundterne i kufferten og tog endnu et op. Det var ikke rudekuverter, men postkort. Hun vendte bundtet om. Postkortene var sendt til Tommy, og der kun stod tre ord: Glædelig jul, blomst.
-Tommy har fået de samme postkort som mig, sagde Anemone tydeligt overrasket. Hun tog det øverste ud af bundtet.
- Og det her er fra i år. Sendt for tre dage siden fra Aalborg, præcist ligesom det, jeg fik i går.
Det havde taget Anemone lang tid at finde ud af, hvor Tommy var flyttet hen. For et år siden havde Thomas smidt hende ud. Pantefoged havde ringet på døren hjemme hos Thomas og Anemone. Det var Thomas, der åbnede, og da fogeden havde spurgt efter Tommy, var han gået helt i sort. Med sine juridiske færdigheder havde han fået snakket pantefogeden fra, at der under nogen omstændigheder kunne bo en på Tommy på denne adresse, selvom pantefogeden stod med flere stævninger i hånden. Efter det besøg rullede sagen. Thomas beslaglagde øjeblikkeligt Anemones computer og fandt en afslørende mail. Og samme eftermiddag smed han hende ud. Det eneste hun havde med, da hun kom op til Gitte var hendes lille håndtaske.
Året havde været en lang sej kamp for at få delt forældremyndighed og tid med Isabella. Heldigvis arbejdede Thomas så meget, at han hidtil ikke havde taget sig særligt af Isabella, så myndighederne fandt, at det var barnets tarv, at hun var de fleste dage hos Anemone.
Tommy var som sunket i jorden. I den første tid boede Anemone hos Gitte. Julen over var det lige, hvad hun havde brug for. Hendes far havde haft en hjerneblødning, og var kommet på plejehjem, hvor hendes mor tilbragte det meste af tiden. De var enige om, at det ikke var et sted for Isabella at holde jul, så Anemone skulle ikke hjem det år, og hun undgik derfor den første tid at involvere forældrene i hendes nye situation.
Efter nogle måneder skaffede kommunen Anemone en tre-værelses lejlighed tæt på Gitte. Lejligheden blev indrettet med et mix af Ikea og genbrugsen, og efter en længere sygemelding var hun tilbage på jobbet i børnehaven. Gitte havde fået en melding fra hospitalet om, at hendes tal var fine, men hun frygtede hele tiden et tilbagefald og havde ikke meget overskud. Derfor bekymrede Anemone i lang tid ikke Gitte med snak om Tommy, men gik selv på jagt. På nettet fandt hun frem til, at Henrik var blevet færdig som jurist med speciale i selskabsdannelse. Han havde ikke længere adresse i Danmark. Anemone mærkede, at hun aldrig havde følt sig helt godt tilpas i Henriks selskab. Tommy kunne hun ikke finde. Men hun var sikker på, at han havde kontakt til Henrik, så da hun fandt en mailadresse til Henrik i Gibraltar, skrev hun til ham. Hun ville ikke give sig til kende, så hun gav sig ud for at have opfundet en app, som hun ved salg kunne tjene millioner på, og hun ville høre om mulighederne for at få mest muligt ud af det.
Henrik lød interesseret i at hjælpe. Han skrev om stråmænd og fordelagtighederne i at flytte til udlandet inden salget. Efter en del mails frem og tilbage fik Anemone nummeret på en i Danmark, der hed Tommy, som hun kunne henvende sig til i første omgang.
Anemone skrev en sms til nummeret, og spurgte hvor de kunne mødes. Det var blevet den 20. december, så hun gav udtryk for, at mødet først kunne blive i det nye år på grund af juleferien. Det gav hende lidt tid. Hun fik en sms med en adresse på en lejlighed i Rådmand Liisbergs Gade. En sidegade til Mejlgade.
Så var det Anemone fik ideen om at tage på uanmeldt besøg inden jul. Bare for at se, hvor det var henne. Anemone ringede til Gitte, og fik hende overtalt til at tage med derud. Adressen var på 2. sal th., og der var lys i vinduet, så måske var han hjemme. De stod og kiggede på bygningen. En rød murstensbygning i fem etager og med karnapper. Anemone fik øje på, at døren ned til kælderen stod åben. Hun fik overtalt Gitte til at gå med derned, og de fandt hurtigt kælderrummet, der tilhørte 2.th.    

Gitte flyttede lyskeglen til flyttekasserne.
-Hvad tror du, der er i dem?, spurgte hun Anemone. I en fart fik Anemone alle bundterne på plads i kufferten. Lynede til igen, og gik over til flyttekasserne. Her løftede hun forsigtigt den ene flap på den øverste kasse. Gitte var fulgt efter med lyset. De kiggede ned i kassen.
- Stoffer, sagde Gitte spørgende.
Lyden af en dør, der blev åbnet gav et sæt i begge piger. Gitte slukkede mobilen, og Anemone gav slip på kassen. De kunne høre skridt som kom nærmere. Gitte var nærmest døren til kælderrummet og kom først ud med Anemone lige efter sig. Nu kunne de også høre stemmer.
- Og hvor er så rummet, sagde en ru mandestemme. Hverken Anemone eller Gitte genkendte stemmen. Anemone tog Gitte i ærmet og hviskede: løb - til højre.
 

lørdag den 21. december 2013

21. december 2010

Skrevet af kaal

Sneen dalede ned som på et julekort … ned på oven på alt det andet sne, der var kommet de seneste dage. Gitte sad og stirrede ud på det. Hendes humør var lige så sort som sneen var hvid. Jesper Theilgaard kværnede løs på tv'et om hvidjulsbarometer - og i år ville julen blive hvid. Hun var ligeglad. Jakob havde været forbi i dag for at hente Magnus. De skulle holde jul hos hans forældre, og Magnus ville først blive afleveret igen d. 25. I marts havde Jakob ikke kunnet holde det ud længere. Hendes humørsvingninger og hendes indesluttethed. Når hun talte, var det kun om sig selv, sin sygdom, sine efterskolevenner og sit dystre syn på fremtiden. Han ville være glad, og det kunne han ikke blive sammen med hende. Og så var han flyttet.
Så nu sad hun her i lejligheden, som var færdigindrettet, og den var som hun gerne ville have den. Julegaverne var købt, og hun behøvede ikke gå ud mere i dag. I går var hun til kontrol på Skejby Sygehus. De sædvanlige blodprøver, der for første gang sidste år havde været stabile – ingen negativ udvikling i hendes tal. Tankerne om resultaterne i år fyldte meget i hendes tanker, og gjorde ikke humøret bedre. Svaret ville hun få ved sin egen læge i januar. De skader hun havde fået da sygdommen ikke var under kontrol døjede hun stadig med. Absencerne, den hullede hukommelse, den slappe muskulatur i ansigtet og frem for alt trætheden.
Efter Jakob var flyttet, var hun begyndt at gå til kor. Det gjorde hende godt. Hver gang hun sang faldt hun til ro, og oplevede at komme tættere på de begivenheder, der til hverdag ikke var tilgængelige i hendes hukommelse. Anemone havde været med de første gange, og det var Gitte rigtig glad for. Anemone stoppede dog hurtigt igen, og brugte den ugentlige korsang som undskyldning for at kunne se Tommy i smug. Gitte gad egentlig ikke være en del af den løgn, men det hele var så indviklet nu, at hun ikke kunne finde ud af at sige hverken til eller fra. Tommy og Anemones forhold var ikke sundt. De var ikke ærlige overfor hinanden. Det havde vist sig i løbet af året, at Tommy havde forbindelser ind i det århusianske rockermiljø. Han havde solgt steroider og havde nogle uafsluttede forretninger, som han havde kaldt det. Han var begyndt at betro sig til Gitte. Både om sig selv og om problemerne i forholdet til Anemone. Tommy mente selv, at hans problemer skyldtes ”et vanskeligt sind”. Da Gitte havde spurgt direkte hvad hans problem var, havde han klappet i og mumlet ”Du vil alligevel ikke forstå det”. Det kunne Gitte kun give ham ret i. Hvad kan retfærdiggøre kriminalitet og voldsom adfærd? Ingenting i Gittes verden.
Nu startede et af Gitte yndlingsprogrammer. ”Året der gik 2010.” Jesper Theilgaard tonede frem på skærmen igen. Der gik et sug af sorg gennem Gitte. Programmet indledtes med en lang gennemgang af vulkanudbruddet ved Eyjafjallajökull i marts, hvor flytrafikken var påvirket i hele Europa. Det var netop i de dage Jakob var flyttet, og den knugende sorg fra dengang, meldte sig igen. De havde sammen smilet af de forskellige reporteres kluntede forsøg på at udtale det islandske navn på vulkanen. Nu fik samme gennemgang maven til at snøre sig sammen og tårerne vælde frem i øjnene. Ah, kunne den følelse ikke bare forsvinde. Hun mærkede den ikke så ofte mere, men hver gang den meldte sig, var hun magtesløs og måtte bare lade sorgen komme og tage hende.

Gitte tog sig selv i at trække på smilebåndet gennem tårer, da det ringede på døren. Hun blev glad og spændt, hvem kunne det være? Alle former for adspredelse var velkomne lige nu. Hun havde både julete og brunkager i skabet. Med et fast tag åbnede hun døren. Udenfor stod Anemone med sne i håret og en alt for tynd jakke.

fredag den 20. december 2013

20. december 2009

Skrevet af Helle

Anemone sad i sofaen og stirrede på sin telefon. Stirrede. Selvom hun ventede det, gav det alligevel et sæt i hende, da de tre hurtige bip afslørede at endnu en sms havde fundet vej. Hun greb telefonen. Læste sms’en hurtigt og skyndte sig at slette den. Svarede. Slettede sit svar, så snart hun havde trykket ’send’.
Tre hurtige bip igen, samme næsten mekaniske procedure. Læse. Slette. Svare. Slette.
Tommys ord sendte varmebølger gennem hele Anemones krop, kinderne blussede og det var som om tusind sommerfugle blafrede rundt i hendes indre.
På én gang uendelig frydefyldt og pirrende, men samtidig så angstprovokerende at hun fik kvalme.
Tænk nu hvis… Alene tanken fik hendes hals til at snøre sig sammen. Hun turde ikke tænke den til ende. Han ville flippe råddent skråt, hvis han opdagede det. Det måtte ikke ske. Hendes tanker kørte i ring. Tænk nu hvis… hvis Thomas opdagede det her.
I to år havde det nu stået på.
To fucking år. År der indeholdt den største glæde Anemone nogen sinde havde følt i sit liv, nemlig glæden ved at være mor – men det var en glæde der hver eneste dag i de to år, var fulgtes hånd i hånd med angsten for at Thomas skulle finde ud af, at hun følelsesmæssigt havde forladt ham, og i sine drømme hver eneste nat lå tæt omslynget med Tommy et sted langt væk, hvor ingen kunne nå dem.
To år med hemmelige møder, et hav af sms’er sendt i en lind strøm på hverdage, mens Thomas sad på sit kontor, en halv times kørsel fra deres hjem – men i Anemones tanker befandt sig på en helt anden planet.
To år med løgne, fortielser og et indre følelsesliv, der var fuldstændig i oprør.
Lyden af Isabella, der mumlede i søvne, nåede Anemones ører. Hun rejste sig og kiggede ind på værelset, hvor den 2-årige lå og sov til middag i sin seng. Barnet smilede i søvne og Anemone smilede uvilkårligt tilbage og lukkede døren lidt til. Hun havde fri fra arbejde i dag og havde holdt Isabella hjemme. Formiddagen var gået med en tur til den nærliggende legeplads og med indkøb.  Nu sad hun og pustede ud, mens Isabella sov til middag.
Alting var sket lige oveni hinanden.
Aftenen før Isabella blev født havde været skelsættende. Det var den aften, det hele var begyndt.
Når Anemone lod tankerne svæve frit overvældedes hun af følelser, der hele tiden stak i hver sin retning. Forelskelse. Dårlig samvittighed. Begær. Angst. Glæde. Drømme om en lys fremtid. Håbløshed.
At gå fra Thomas var ikke en mulighed. Men at fortsætte på denne måde var heller ikke.
Hun var 35 år gammel og fanget i sit eget liv. Uden at ane hvad hun skulle stille op med det hele.
Bip bip bip. Sms igen. ”Savner dig inderligt og tænker kun på dig. Har du fundet en udvej fredag aften? Jeg har booket det samme værelse som sidst. Din T.”
En tåre trillede ned af Anemones kind. Den landede i mundvigen, hvor den sammen med et højt snøft blev til sagte gråd.
Det gik jo for fanden ikke, det her.
Hun skrev hurtigt et svar og læste det igennem, inden hun trykte send: ’Ikke styr på hvad jeg gør fredag, men arbejder på sagen. Vil gøre alt for at vi kan ses. Savner dig.’
Alt i hende længtes efter hans varme kys og grådige kærtegn.
Men midt i denne næsten ubærlige længsel mærkede hun, som så mange gange før i det sidste to år, den lille mislyd – et mikroskopisk stik af noget, der skurrede. Noget, der ikke gav mening.
Hun tænkte på sidst, de havde mødtes. Hun havde løjet for Thomas og sagt at der var personalemøde i børnehaven, hvor hun arbejdede som pædagogmedhjælper, og det havde givet hende to timer i Tommys arme på et hotelværelse i byen.  De havde kastet sig over hinanden, elsket inderligt og ligget længe og holdt om hinanden, men mens det var allermest intenst, havde Tommy pludselig rejst sig og var gået hen til vinduet, hvor han stod længe og stirret ud.
’Er der noget galt, havde hun spurgt bekymret henne fra sengen’
’Nej, nej slet ikke skat’, havde han svaret, uden at vende sig og med en kølig distance i stemmen.
Og det var lige dér, i det øjeblik at mislyden blev til de ord, der siden havde formet sig i Anemones bevidsthed. Ord hun havde kendt længe, men ikke turdet lytte til, selvom hun var sikker.
Der er noget, han ikke fortæller mig.

’Moooar, mig vååågen’ lød en sprød barnestemme fra værelset.

torsdag den 19. december 2013

19. december 2008

Skrevet af Maria

Det gik egentlig meget godt. I hvert fald hvis hun selv skulle sige det. De sidste par år havde været hårde, men nu følte Gitte endelig at hun var ved at blive sig selv igen, selvom hun nok aldrig helt blev det. Nu havde hun i hvert fald fået overstået alle julegaverne, og det var en sejr nok i sig selv.
Hun skulle mødes med Anemone og Thomas ved fire tiden til en kop kakao. Det var Anemone der havde spurgt. Det var så længe siden hun havde set Gitte. Nu havde Anemone jo også nok at se til med den lille ny. En pige, som de havde kaldt Isabella.
Isabella var dog ikke med i dag. Hun blev passet af Thomas’ forældre.
 I det hele taget havde Gitte ikke rigtig set så meget til Isabella. Hun havde flere gange spurgt om hun ikke skulle passe hende, hvis Thomas og Anemone nu skulle i byen. Thomas havde hver gang skyndt sig at sige nej, inden Anemone havde nået at svare. Det var Gitte egentlig blevet lidt ked af. Det gik jo fint med at passe Magnus, hvorfor skulle hun så ikke kunne passe Isabella?
I det hele taget var Gitte ikke særlig vild med Thomas. Han var så dominerende og prøvede altid at gøre Anemone til en anden end hun var. Han var også flippet fuldstændig ud over at Anemone og Gitte havde mødtes med Henrik og Tommy sidste år. Han kunne overhovedet ikke se nogen grund til at Anemone skulle ses med nogle mænd hun kendte fra fortiden. Fortid er fortid, som Thomas altid sagde.
Anemone havde ikke set Tommy siden sidste år, for hver gang de alle fire havde snakket om at skulle mødes igen, havde Thomas flippet ud og forbudt Anemone at tage med. Af samme grund havde Gitte heller ikke set Henrik og Tommy siden.
Det havde ellers været en hyggelig aften og Gitte kunne tydeligt mærke på Anemone at hun var glad for at se Tommy igen. Sidst på aftenen havde han lagt sin hånd på Anemones lår, uden hun havde gjort modstand. Gitte smilte lidt ved sig selv. Det skulle Thomas i hvert fald aldrig have at vide.
Desværre havde de, heller ikke den aften, fundet ud af hvem der var afsender til postkortet. Gitte havde haft en fornemmelse om at Tommy kunne have noget med det at gøre. Anemone havde spurgt ind til om de vidste noget om postkortet, hvorefter Tommy havde viftet emnet væk, mens han sagde: Den der har skrevet det skal nok kontakte dig en dag. Mere blev der ikke snakket om det. Der var ingen der turde at spørge. Tommy havde virket så bestemt, at de nok hellere måtte snakke om noget andet. Det gjorde de så. De snakkede om gamle dage og grinte af alle de sjove oplevelser de havde haft sammen. Gitte havde synes Anemone havde virket så lykkelig den aften. Derfor var det også helt underligt at se hende på cafeen til kakao sammen med Thomas.
Anemone så udkørt og træt ud. Der var ingen gnist i hendes øjne. Thomas virkede som sædvanlig irriterende kontrollerede og svarede for Anemone hver gang Gitte spurgte ind til hvordan det gik med Isabella. Det eneste der fik Anemone til at lyse op var da Thomas viste Gitte et billede af Isabella, mens han fortalte hvor dygtig hun allerede var til mange ting. Gitte fik helt lyst til at få et barn mere, men hun blev pludselig bange, for hun vidste ikke om hun kunne. Tanken gjorde hende utrolig ked af det, og hun blev nødt til at tage tidligere hjem. Hun løj og sagde hun havde hovedpine.
Hendes liv var på ingen måde blevet som hun havde håbet. Det gjorde det jo heller ikke bedre at hendes bedste veninde også blev holdt fanget af en eller anden kontrolfreak.
Nu ville hun bare hjem og ligge sig under dyne og have ondt af sig selv.
I samme sekund modtog hun en sms. Det var fra Tommy!
Hej Gitte! Kan vi mødes? Vi må tale om Anemone!


onsdag den 18. december 2013

18. december 2007

Skrevet af Christine

”Sådan går det når man har stemt på de borgerlige” vrængede Anemone efter Thomas. Han hadede når hun kaldte ham ”borgerlig”, for det var jo slet ikke det han var! Han havde stemt på Ny Alliance, og følte sig slet ikke borgerlig, nej mere humanistisk hvis han selv skulle sige det. Han var blevet træt af den røde fløjs urealistiske løfter om bedre tider, han syntes ikke de havde styr på den økonomiske del, så han havde stemt på Ny Alliance, da de både var økonomisk ansvarlige OG havde et ordentligt menneskesyn. At det så resulterede i en borgerlig regering, var jo ikke hans skyld.
Anemone havde selvfølgelig stemt på Villy. Som årene var gået, havde hun bevæget sig væk fra den ekstreme venstrefløj og havde ro i sjælen over at stemme på SF. Stadig rødt, men ikke FOR rødt. Hun og Thomas havde igen én af deres mange politiske diskussioner, og hun fattede simpelthen ikke hvordan han kunne bakke op om en borgerlig regering, når nu hans holdninger også var basseret på respekt for det enkelte menneske og fællesskabet.  Det var som om hun var blevet mere følelsesladet efter hun fandt ud af at hun var gravid. Som om følelserne eksploderede inde i hende ved selv den mindste provokation, og det havde affødt flere skænderier, med gråd som følge i løbet af de seneste par måneder.
Til trods for graviditetens gener havde hun inviteret Henrik, Gitte og Tommy til middag i aften. Thomas var taget til julefrokost, så hun var alene hjemme. Hun og Gitte have længe planlagt at de 4 skulle mødes, og der skulle komme klarhed over hvad der skete den nat for mange år siden til Tommys fødselsdag. De skulle faktisk have mødtes allerede i januar 2007 men desværre fik Gitte et tilbagefald, der gjorde at hun skulle igennem kemomaskinen én gang til allerede fra starten af januar, så mødet imellem de 4 blev udsat….. indtil i aften. Gitte var ikke den samme som før kemobehandlingen. Det var som om hun var blevet mere indadvendt, hendes tale var blevet langsom, og hun virkede i det hele taget mere eftertænksom end tidligere. De gange Anemone havde besøgt Gitte på hospitalet i årets løb, havde hun bidt mærke i at Gitte altid nynnede den samme melodi. Hun kendte melodien, men havde brugt ualmindelig lang tid og uendelig mange google-søgninger på at finde ud af at det var ”Den blå anemone” som Gitte nynnede igen og igen.  Anemone havde spurgt Gitte om hvorfor hun nynnede den samme melodi igen og igen, og Gitte havde svaret at det var fordi den melodi kom tilbage til hende i drømmene igen og igen.
Det ringede på døren, Anemone åbnede, og udenfor stod Tommy og Henrik. Anemone fik et sug i maven over synet af Tommy igen. Hvad havde hun egentlig set i den sut? Han kastede hovedet tilbage, for at vifte pandehåret til side, og da kunne hun mærke et stik i maven og pludselig huskede hun alt for tydeligt hvad hun var så vild med ved Tommy.  Hun mærkede barnet sparke i maven og lagde instinktivt hånden over de små fødder der bulede ud igennem hendes maveskind. Tommy stirrede på maven og udbrød ”det må jeg sgu nok sige min blomst, dét havde jeg ikke lige set komme!” Han lagde forsigtigt hånden ovenpå hendes hånd ovenpå maven og Anemone var nær væltet bagover, overvældet af følelser, følelser som havde været holdt ned i mange år. Henrik bragte hende tilbage til jorden, da han gav hende en ordentlig krammer imens han nærmest råbte ”hej”.  Hun bød dem indenfor, og kort tid efter ringede det igen på døren, det var Gitte som nu endelig også var kommet.
Anemone bar brødkurven ind, og så var al maden på bordet. De satte sig alle 4, og høflighedsfraserne stod i kø i den første times tid, inden den pinlige tavshed overtog.  Anemone tænkte igen og igen over hvordan hun skulle spørge til dén aften, aftenen for mange år siden, da Tommy havde fødselsdag, men Gitte hjælp hende ufrivilligt i gang.  Gitte brød den pinlige tavshed med en stille nynnen. Først troede Anemone at det var den sædvanlige ”Anemone sang” som hun nynnede, men da hun spidsede ører, kunne hun slet ikke genkende melodien. Ikke før at Tommy sang med på melodien
                                                  
”….but its over now,
it must have been good,
but I lost it somehow.
 It must have been love,
but its over now…”

Tiøren faldt, og hun huskede nu alt for godt den tætte dans med Tommy som hun dansede til Roxettes hit. Igen overvældede følelserne hende og hun snappede efter vejret imens tårerne trillede ned ad kinderne.
Tommy, hvad skete der egentlig den aften til din 17 års fødselsdag?

Tommy fortalte om festen hvor han havde scoret hans drømmepige. Han fortalte om hvor lykkelige han havde været over endelig at få kløerne i Anemone, herefter sænkede han blikket og der gled en skygge hen over hans ansigt. Han blev tavs, og måtte hjælpes i gang af Gittes spørgsmål om hvad der mere var sket. Langsomt fik Tommy fortalt om den flok unge der havde crashet festen, en flok der også talte hans egen bror. Han fik fortalt at broren var kommet for at forhindre ham i at finde sammen med Anemone, det var noget med hans far og mere nåede han ikke at sige før, Anemones skreg og tog sig til maven. ”Nu kommer barnet” skreg hun, og så kastede hun op.